Mulighed for hjemmelevering

+500 biler på lager

Fremragende på Trustpilot 4,3 ud af 5

14 dages fuld returret v. køb online

Dato:

06.09.2021

Emne:

Nye biler

Helt ny Renault Megane E-TECH Electric

Navnet er det samme, men udover navnet deler den helt nye og revolutionerende Renault Mégane E-TECH Electric ingenting med den nuværende Renault Mégane

Ny revolutionerende Megane E-TECH Electric

Endelig, endelig, endelig, kunne man fristes til at sige, kan Renault nu præsentere sin første elbil i C-segmentet, den fuldt elektriske Renault Mégane E-TECH Electric. Bilen er netop præsenteret på IAA München Motorshow og der er ganske enkelt tale om en teknologisk revolution.

Fleksibel platform

Den nye Mégane E-TECH Electric er 4.2 meter lang og har en akselafstand på 2.7 meter. Det lyder ikke voldsomt, men på trods af, at den er betydeligt kortere end den almindelige Mégane, er pladsen indenfor langt bedre og bagagerummet sluger 440 liter.

Den gode plads skyldes naturligvis den helt nye platform til elbiler, (CMFB-EV), der debuterer i Mégane og som fremover vil danne baggrund for en lang række nye elbiler fra Renault.

Platformen er fleksibel, så man kan bygge en bil, der er op til 4.7 meter lang, og det er også muligt at få en endnu større batteripakke i platformen end de 60 kWh, som Mégane E-TECH Electric er udstyret med.

Mégane E-TECH Electric kommer som udgangspunkt i to varianter og tre udstyrsversioner. Begge har samme helt ny konstruerede elmotor, der blot vejer 145 kg – betydeligt mindre end den, der sidder i den nuværende Renault Zoe

470 kilometer på en opladning

Den første version Mégane har 60 kWh batteri og en rækkevidde på 470 km på en opladning (WLTP) – og 300 kilometer ved konstant motorvejshastighed på 130 km. Denne har 218 hk og et moment på 300 Nm.

Der findes også en med et mindre batteri – nemlig 40 kWh – her er rækkevidden 300 km og 130 hk motor og et moment på 250 Nm. Begge kan lade med op til 130 kW DC og op til 22 kW AC-ladning. 300 kilometers ekstra rækkevidde klares med 20 minutters lynladning.

Batteripakken har en ny kemisk sammensætning, der betyder 20 procent større energitæthed end det, der sidder i Renault Zoe, og det vejer blot 395 kilo, hvilket gør, at bilens samlede vægt holder sig på 1624 kilo.

Selve batteripakken er helt særlig, idet den blot er 11 centimeter høj. Det er den tyndeste konstruktion til dato. Det betyder også, at Mégane Electric er 90 millimeter lavere end den almindelige Mégane, hvilket igen betyder endnu mere sportslige køreegenskaber i den blot 1.5 meter høje bil.