CSR politik

Autohuset Vestergaards CSR politik

Resurser og viden

Medarbejderne er virksomheden vigtigste resurse og derfor har Autohuset Vestergaard konstant fokus på at rekruttere og fastholde kompetente medarbejdere, som løbende efteruddannes. Efteruddannelsen sker på tværs af afdelinger og arbejdsgrupper og derfor fortsætter Autohuset Vestergaard med at tilbyde efteruddannelse til medarbejdere, som har evnerne, og som ønsker at udvikle sig professionelt. Der tilbydes også efteruddannelse til timelønnede, som f.eks. videreuddannelse inden for et specifikt brand, som servicetekniker på værkstedet.

Passion for biler

Du kan læse meget mere om vores videreuddannelse og investering af vores medarbejdere på vores side om Passion for biler. 

Sociale- og medarbejder forhold

Autohuset Vestergaard anerkender, at det er nødvendigt for koncernen at have dygtige og velkvalificerede medarbejdere, for at kunne drive en god og effektiv forretning. Autohuset Vestergaard ønsker at udvikle sine medarbejdere igennem uddannelsesmuligheder og placerer et stort fokus på personlig- og faglig udvikling i forbindelse med MUS-samtaler. Desuden er det en målsætning for Autohuset Vestergaard at ansætte og beskæftige én lærling for hver tredje mekaniker. Hermed ønsker Autohuset Vestergaard at bidrage til uddannelsen af unge lærlinge og sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.

Autohuset Vestergaard tror på, at diversitet på arbejdspladsen er en styrke, og det er en målsætning for koncernen at give alle lige muligheder i jobbet, uagtet etnicitet, alder mv. Autohuset Vestergaards integrationspolitik afspejler denne holdning, hvori alle medarbejdere opfordres til at arbejde aktivt for at fremme integrationen i Autohuset Vestergaard. Desuden betyder integrationspolitikken konkret, at Autohuset Vestergaard ikke forskelsbehandler i forbindelse med ansættelse, uddannelse, forfremmelse eller afskedigelse, men udelukkende træffer sådanne beslutninger på baggrund faglige kvalifikationer og samarbejdsevner.

Autohuset Vestergaard foretager løbende medarbejdertilfredshedsundersøgelser, og på baggrund af resultaterne af disse har Autohuset Vestergaard defineret forretningsområder, som kræver særligt fokus og som virksomheden løbende arbejder med.

Mekanikere

Miljø og klimapåvirkning

Autohuset Vestergaard har ingen særskilt politik for miljø og klimapåvirkning, da det på baggrund af branchens betydelige regulering ikke vurderes at udgøre nogen stor risiko for Autohuset Vestergaards drift og udvikling. Herudover vurderes klimapåvirkningen afledt af virksomhedens aktiviteter at være begrænset.

Autohuset Vestergaard anerkender ikke desto mindre de udfordringer som er forbundet med klimaforandringer, herunder de samfundsudfordringer, som er forbundet med at begrænse udledning af drivhusgasser.

Autohuset Vestergaard er opmærksomme på at en stor del af virksomhedens udledning foregår via koncernens elforbrug og ønsker i den forbindelse at effektivisere koncernens faciliteter, så den miljømæssige påvirkning heraf, minimeres.

Autohuset Vestergaard er særligt opmærksomme på de udfordringer, som er i forbindelse med håndtering af diverse kemikalier, og virksomheden arbejder efter gældende regler i forhold til håndtering heraf.

 

Autohuset Vestergaard har siden 2017 opgraderet en væsentlig del af koncernens salgslokaler og værksteder til anvendelse af LED-lyskilder. Desuden har Autohuset Vestergaard i 2019 nedlagt Autohuset Vestergaards egne computerservere og outsourcet dette, med henblik på at sikre en mere energieffektiv drift af datanetværk og derigennem mindske den miljømæssige påvirkning. Desuden har koncernen i 2019 ibrugtaget nyt solcelleanlæg på nyopført ejendom i Hillerød.

I 2019 er Autohuset Vestergaard påbegyndt en udskiftning af ventilationen i koncernens værksteder til mere effektive og smartere ventilationssystemer, som i fremtiden kan sikre en reduktion af koncernens elforbrug. Autohuset Vestergaard er i 2020 fortsat med at benytte eksterne leverandører til alt malerarbejde af køretøjer. Herigennem sikrer Autohuset Vestergaard en sikker håndtering af potentielt miljøskadelige kemikalier under arbejdsmiljømæssigt korrekte forhold. Autohuset Vestergaard vurderer, at de gennemførte tiltag har haft en positiv effekt på virksomhedens miljø- og klimapåvirkning.

Kønsmæssig sammensætning

Koncernen anerkender værdien af diversitet og tilstræber til enhver tid at have en harmonisk og kompetent ledelse på alle niveauer i organisationen, hvorfor besættelsen af ledelsesposter til enhver tid sker under hensyntagen til kandidaternes egenskaber og kompetencer i forhold til det relevante ansvarsområde. En ledelsespost i organisationen vil altid blive besat med den - efter en samlet vurdering - bedst egnede kandidat.

Ved såvel intern som ekstern rekruttering er det koncernens politik, at rekrutteringsprocessen skal tilrettelægges sådan, at såvel kvindelige som mandlige egnede kandidater opfordres til at søge stillingen. Det tilstræbes desuden at koncernen inden udgangen af 2025 opnår en kønsfordeling på 20%/80% i de enkelte selskabers øverste ledelsesorgan. Måltallet er fastsat på baggrund af bestyrelsernes erfaring fra branchen og det udbud af egnede kandidater, der generelt vurderes at være i branchen. Det er Autohuset Vestergaards opfattelse, at det opsatte måltal er såvel ambitiøst og realistisk at opnå.

Medarbejdere