Bilafgifter 2021 

Hvad betyder de nye bilafgifter 2021

- og hvilke konsekvenser har det for priserne?

Hvis du synes, det kan være svært at overskue konsekvenserne af den nye registreringsafgift på biler, som Regeringen fremlagde den 4. december 2020, så kan du med fordel læse videre…

Den nye afgiftsomlægning er en af de største af sin slags, siden registreringsafgiften blev indført på biler i Danmark tilbage i 1925. Den tager udgangspunkt i enkelte af de elementer, som vi kender fra den ”gamle” afgiftsmodel, men tilfører dog flere nye elementer som bl.a. et CO2-tillæg, som bliver afgørende for prissætningen af den enkelte bilmodel.

Biler, der kører langt på literen og derfor med den nuværende registreringsafgiftsmodel har fået store fradrag, bliver som udgangspunkt en smule dyrere.
Andre tiltag er bl.a. også ”indfasningen” og ”bundfradraget”, som bliver faktorer, der kommer til at være udslagsgivende for, hvor meget de ”grønnere” biler kommer til at koste. Specielt har dette stor betydning for biler med plugin-hybrid teknologi – altså biler med både en brændstofmotor og en elmotor.

Bilafgifter 2021

Elementerne i den nye registreringsafgift er: 

Den nye registreringsafgift for 2021 og frem kommer til at bestå af nedenstående elementer, der danner grundlaget for priserne på alle biler de kommende 10 år (medmindre fremtidige regeringer laver yderligere indgreb).

Fokus i afgiften bliver at ”belønne” biler med en grøn profil, og her er en af de primære faktorer til de gode priser, hvor mange gram CO2 pr. kilometer bilen udleder. Det er dog ikke det eneste element, og nedenfor har vi listet de andre vigtige elementer i afgiftsberegningen.

Trinvise bilafgifter – ud fra bilens værdi inkl. moms.
Der vil fremover være 3 trin, hvoraf der skal regnes en procentdel af afgiften. Dette fordeler sig således; Op til kr. 65.000 inkl. moms skal der afregnes 25% afgift. Fra 65.000 og til 202.200 kr. vil afgiftstrinet hedde 85%, og over 202.200 vil afgiften, der skal afregnes, være 150%.

CO2 afgiften
Som tidligere omtalt vil dette være en af de vigtigste faktorer i den nye registreringsafgift, da der her er tale om et tillæg til afgiften. Denne baserer sig på, hvor mange gram CO2 pr. kørt kilometer bilen udleder. Kører man i en elbil, som udleder 0 gram CO2 pr. kilometer, så er denne faktor ikke længere relevant, men kører man i en benzin- eller dieselbil, som udleder forholdsvis mange gram CO2 pr. kilometer, gør dette tillæg bilen dyrere. For hybridbiler kan det gå begge veje. Nøgletallet hedder 50 g. CO2 pr. kilometer. Udleder en plugin-hybridbil mindre end 50 g. CO2 pr. kilometer, bliver den billigere, og udleder den 50 g. eller mere, ja så bliver den dyrere.

Indfasningen
Dette betyder i praksis, at både el- og hybridbiler får en rabat i afgiften de kommende år, også selvom afgifterne på disse biler i forvejen er lav. Dette gøres for at motivere kunden til at købe en bil med en grønnere profil og dermed mindske den generelle CO2 udledning i Danmark, forårsaget af transportsektoren. I 2021 vil elbiler få 60% i rabat, imens PHEV (plugin hybrid) biler vil få en rabat på 55%. Denne rabat vil dog falde, og pr. 2030 vil rabatten være på 20% for både el- og hybridbiler.

Bundfradrag i registreringsafgift
Når den nye registreringsafgift beregnes, vil bundfradraget også have en effekt for bilens samlede pris. Bundfradraget vil lyde på kr. 21.700 for biler med alle former for drivmidler (alm. brændstof, hybrid, el etc.). Der vil dog være et ekstra fradrag for såkaldte lavemissionsbiler, her taler vi om plugin hybridbiler – biler, der udleder mindre end 50 g. CO2 pr. kilometer, på 50.000 kr. 

Er der tale om en såkaldt nulemissionsbil – altså en ”ren” elbil eller en brintbil, ja, så bliver fradraget endnu større. Disse biler vil få et fradrag på hele 170.000 kr.

registreeringsafgift 2021

Det betyder den nye bilafgift, når du køber ny bil: 

Vi har opsat nogle scenarier for køb af bilmodel. Kan du genkende dit kommende bilkøb i en af biltyperne, så har du nogenlunde et overblik over hvad det kommer til at betyde for dit næste bilkøb.

Er du i tvivl, kan du altid kontakte os og høre mere omkring lige netop den specifikke bilmodel, du overvejer 

Jeg vil købe en benzin- eller dieselbil:
Det er lidt udfordrende at blive helt konkret omkring priserne på diesel- og benzinbiler, da det kommer an på, hvor langt bilen kører på literen, og hvor meget CO2 den udleder pr. kilometer. Altså vil nogle modeller stige og andre modeller falde. Helt overordnet bliver eventuelle prisstigninger på disse biler i niveauet mellem 2-10.000 kr. i forhold til priserne i 2020, hvor andre modeller falder med nogle få tusinde kroner. Altså sker der ikke store prismæssige ændringer på biler med fossile brændstofmotorer.

Jeg vil gerne købe en plug-in hybridbil:
I denne kategori er en af de vigtige faktorer til den gode pris, hvorvidt bilen udleder mere eller mindre end 50 g. CO2 pr. kilometer. Dog ser det ud til, at de billigere PHEV-modeller, primært biler under 400.000 kr., bliver en anelse dyrere. Dette sker, fordi disse biler på den tidligere registreringsafgift blev belønnet med store fradrag, da disse modeller er opgivet med høje brændstoftal – altså, at de er opgivet til at køre langt på literen. Plug-in hybridbiler (PHEV) der udleder mindre end 50 g. CO2 pr. kilometer, men som koster mere end 400.000 kr., vil blive billigere, og for nogle PHEV-modeller vil prisfaldet være temmelig markant i forhold til prisen i 2020. Udleder din drømme PHEV-bil derimod mere end 50 g. CO2 pr. kilometer, så stiger prisen desværre uanset, om den koster mere eller mindre end 400.000 kr.

Jeg skal bare ud og have mig en elbil:
Grundlæggende er Regeringens ambition med den nye registreringsafgift at ”belønne” grønne biler og dermed naturligvis også elbiler. Derfor fastholder stort set alle elbiler deres priser i 2021. Og så alligevel ikke! Fastholdelsen af priserne på elbiler gælder primært for elbiler op til ca. 500.000 kr. Er du på udkig efter en elbil, der er dyrere, så vil denne bil stige i pris. Hvor meget den stiger, kommer an på, hvor meget den koster. Nogle stiger dog ganske markant. Dette sker, da afgiften på en elbil hæves fra de nuværende 20% til 40%, når den nye registreringsafgift for 2021 træder i kraft.

Nye registreringsafgifter for varebiler

Den nye registreringsafgift omfatter naturligvis også varebiler – altså biler på gule nummerplader. Som det umiddelbart ser ud, så bliver de fleste varebiler dyrere, da der lægges op til, at registreringsafgiften stiger.

Det skal dog understreges, at nedenstående kan ændres, når den nye registreringsafgiftslov vedtages i starten af 2021.

bilafgifter varebiler 2021
  • Der vil fremover ikke være fradrag for sikkerhedselementer i bilerne
  • Der vil være et CO2 tillæg, som på personbiler beregnes ud fra, hvor mange gram CO2 bilen kører pr. kilometer.
  • Der skal betales en registreringsafgift på 50% af bilens værdi over 75.000 kr. inkl. moms.
  • Der vil være et batterifradrag på varebiler med plug-in teknologi og varebiler, der er 100% elektriske.
  • Samme indfasning af el- og hybridvarebiler, som det er tilfældet på personbiler beskrevet tidligere.
  • Bundfradraget er også gældende for varebiler, men med andre satser end personbiler.
    • Alle varebiler får et bundfradrag på kr. 30.000
    • Alle plug-in hybridvarebiler får et bundfradrag på 50.000 kr.
    • Alle elektriske varebiler får et bundfradrag på 80.000 kr.

Med ovenstående ændringer så lader det til, at langt de fleste varebiler, der kører på rent fossilt brændstof (altså benzin eller diesel), bliver dyrere end de priser, du som kunde har været vant til i 2020. Varebiler, der har plug-in hybridmotorer, bliver en smule billigere, og det samme er gælder for varebiler, der er 100% elektriske.

Du kan høre mere omkring priserne på netop den varebil, du søger, ved at kontakte vores erhvervskonsulenter her

Ovenstående beror på Autohuset Vestergaards fortolkning, og vi tager forbehold for rettelser og tilføjelser, når lovgivningen for den nye registreringsafgift L129 bliver endeligt vedtaget i starten af 2021.

Det syntes vores kunder